
Motorhistorisk dage
med nye muligheder
170 hold til start i det 42. Ringkøbingløb gennem det vestjyske sommerland
”Et gammelt sted med nye muligheder” Det kunne være fællesnævner for to af de seværdigheder, som deltagerne i årets Ringkøbingløb skal møde den sidste weekend i juli. Det 42. Ringkøbingløb fastholder en mangeårig tradition med at præsentere det vestjyske sommerlands seværdigheder for de mange deltagere – i år 170 hold med omkring 350 deltagere. Og samtidig præsenteres fastboende og de tusinder af sommerturister i landsdelen for absolut smukke køretøjer og feststemte mennesker.
En tidsboble
De to seværdigheder er den gamle herregård Nørre Vosborg, hvor den danske nationaldigter H.C. Andersen skrev ”Hyldest til hyldeblomsten”, og Vedersø gl. præstegård, hvor en anden berømthed, digterpræsten Kaj Munk, havde sin bopæl som præst i sognet, og hvor han skrev en række af sine berømte artikler, romaner og skuespil.
I tre dage vil meget være forandret i Vestjylland, når en tidsboble med stemning fra de gode, gamle dage omslutter landsdelen. Her fastholdes en populær tradition med at sende smukke, gamle køretøjer – de ældste af slagsen snart 100 år - ud i det vestjyske sommerland. Alligevel adskiller årets løb sig fra tidligere, når 170 hold på to, tre og fire hjul begiver sig ud på en 100 km. rute nord for Ringkøbing. Og når de mange hold ikke er ude at køre og opleve seværdighederne, er der spændende aktiviteter på plænen foran hotel Fjordgården i Ringkøbing.
Cruising og parade
De motorhistoriske dage i Ringkøbing starter torsdag 29. juli med aftencruising i sommerlandet. Oprindelig tænkt som en appetitvækker for en snes køretøjer. Men nu så populær, at ca. 75 hold cruiser sidst på eftermiddagen til Ulfborg, hvor de gør holdt på byens strøg, og kan beundres en rum tid, før de returnerer til en grill-aften på terrassen foran hotel Fjordgården i Ringkøbing. Flere tusinde tilskuere overværer traditionelt den festlige aftencruising og parade.
Fredag 3o. juli er eftermiddagen afsat til en skønhedskonkurrence, Concours d’ Origine, på plænen foran Fjordgården. Dommere og publikum kårer de flotteste blandt godt 80 køretøjer. Ligesom i arrangementets øvrige aktiviteter er ikke kun biler, men også knallerter, motorcykler og lastbiler, med i løjerne.
Også i år bliver der kappestrid om det mest populære valg, dommernes favoritter eller publikums yndling. Om aftenen fester deltagerne på hotellet.
Tidstypisk konkurrence
Deltagerne i de motorhistoriske dages højdepunkt, Ringkøbingløbet, hen ved 350 deltagere i 170 køretøjer mødes lørdag morgen den 31. juli til morgenkaffe på byens rådhus. Holdene præsenteres derefter enkeltvis på startstregen før dagens 100 km. løb.
I år går turen som nævnt nordpå. Undervejs er der besøg på den nyrestaurerede og nyåbnede Vedersø gl. præstegård, hvor formand for fonden bag projektet, Ringkøbings tidligere borgmester Hans Østergaard, tager imod.
Fra Vedersø går turen videre til herregården Nørre Vosborg, hvor en frokost venter, og siden går hjemturen via Ulfborg mod Ringkøbing med mål foran Hotel Fjordgården. Her venter et indslag, som havde populær premiere i fjor. Det hedder Old Timer Expert Class, og deltagerne er tidstypisk påklædt i forhold til deres køretøj. De præsenterer deres køretøj på en rampe foran publikum og dommerpanel. Efter det festlige indslag venter kåring og præmieoverrækkelse. Om aftenen samles deltagerne til gallamiddag og underholdning på hotellet.
------------------------------------------
Fakta
Motorhistoriske dage 29.-31. juli:
Aftencruising: Torsdag 29. juli. Afgang fra Hotel Fjordgården, Ringkøbing, kl. 16.30 til Ulfborg med opstilling i gågaden. Retur kl. 18,30 til grilleaften på Fjordgården i Ringkøbing.
Skønhedskonkurrence Concours d’ Origine: Fredag d. 30. juli kl. 13,30 – 17,30 på plænen foran Hotel Fjordgården, Ringkøbing.
Det 42. Ringkøbingløb: Lørdag 31. juli kl. 9.00: 170 hold med biler, motorcykler og knallerter starter fra rådhuset i Ringkøbing.
Old Timer Expert Class: lørdag d. 31. juli kl. 14,30 på plænen foran Fjordgården. Kl. 16,30 uddeling af løbspræmier. Der er gratis adgang for publikum til alle konkurrencer og opvisninger.
-----------------------------------------
Billedtekst/
Det meste af holdet bag det 42. Ringkøbingløb samlet på plænen i Ringkøbing i tidstypisk påklædning en kold forsommerdag.
| < Forrige | Næste > |
|---|





