DANSK VINTAGE MOTOR CLUB

Tekst: Hans Pedersen

En klog mand sagde engang:
Kun ved at kende sin fortid har man en fremtid – og det er jo ganske rigtigt.
Det har vore nuværende bilimportører da vist glemt – i hvert fald de fleste. De opererer kun i NUTID, og mange interesserer sig formentlig slet ikke for biler. De har nok taget udvidet bogholderieksamen, og har kun interesse for debet og kredit samt de kedelige bundlinier.
Ildsjælene er siet fra, og folk med visioner ligeså. Ildsjælene er dem med de mange ideer, og det koster penge, og er der noget bogholderityperne ikke bryder sig om, så er det at bruge penge. Visioner koster jo også lidt hen ad vejen, så folk med disse gode evner er også siet fra i besparelsernes hellige navn. Mange steder er der ansat en direktør der også har studeret debet og kredit, og som helst skal underholde aktionærerne, samt bevise at han også kan spare og dermed få en smuk bundlinie.
Her kommer jeg lige til at tænke på gode gamle Henry Ford der så rigtigt – for mange, mange år siden – sagde:

Enhver kan fyre folk og skære ned, det er såre enkelt. Men at ansætte folk og udvide virksomheden, det kræver noget helt specielt og noget ganske andet.

Jeg giver Henry Ford fuldstændig ret, og kommer i denne sammenhæng til at tænke på Jydsk Telefon, Fyns Telefon og KTAS, som det hed i gamle dage. Det var før alle disse fonde købte dem op, fonde der slet ikke interesserer sig for telefoni, men hurtigst muligt skal forsøge at score kassen.
Hvad har nu disse telefonselskaber med gamle biler at gøre? Jo – jeg kom til at tænke på dem forleden, da jeg sad og skrev om gamle varevogne (kassebiler) og tænkte tilbage på f.eks. Ford Taunus Transit FK 1000 fra 1950’erne og 1960’erne.
Vi kaldte dem for telefon-biler, de var malet i en kedelig grå farve, og der stod diskret Jydsk Telefon på dørene.
Svigtede ens telefon kom der straks en telefon-bil med en montør, og problemet blev klaret straks.
I dag har jeg erfaret, at private kunder kan vente i op til 4 uger, og man påberåber ellers at kunden er i centrum,
Nej – kunden er ikke i centrum, og det nye telefonselskab med det nye navn interesserer sig heller ikke for kundernes telefoner. De interesserer sig kun for debet og kredit, således de kan vise fonden at der tjenes penge.
Hvor er moralen og selvrespekten henne? Tilbage til bilimportørerne – man skulle nok kunne forvente at de interesserer sig bare lidt for biler. Jeg var selv udsat for et gammelt dansk firma, der for længst har fejret 100 års jubilæum, og som jeg kontaktede fordi vi samlede over 100 af deres flotte gamle biler til et skandinavisk træf. Jeg kontaktede dem ikke for at bede om penge eller lignende, men kun fordi jeg fandt, at det var naturligt, at de måske var lidt med i dette store show. De kunne jo eventuelt give småkagerne til kaffen. Inden jeg kom frem med mit ærinde fik jeg hurtigt at vide, at man ikke havde økonomiske midler til ”sådan noget”. Så forsøgte jeg at fortælle at 100 af deres gamle biler skulle samles til træffet, det var heller ikke interessant. Så fortalte jeg at alle disse gamle biler i sin tid var blevet samlet på deres samlefabrik, det var heller ikke interessant. Damen skulle nok videre med debet og kredit, så hun fortalte mig at vi kunne få nogle T-shirts og sådan lidt.
Det ville hun så sende med en inspektør til en forhandler i Jylland, hvor jeg så kunne hente det. Fik også en direktør som kontaktperson i firmaet. Dagen oprandt, jeg parkerede lidt neutralt, da jeg ikke kører i samme mærke som firmaet repræsenterede. Kom ind og præsenterede mig til en halvgnaven kvinde, der blot vendte sig om og hentede en kasse og klaskede den ned foran mig. Ellers ingen kommentarer, og chefen/direktøren viste sig da heller ikke. Han har garanteret været i gang med at pleje debet og kredit inde på sit kontor. Han kunne jo godt lige have brugt 3 minutter på at hilse på mig og give mig kassen med trøjerne. Men nej – ingen interesse. Jeg afleverede et par fine – og store – plakater som jeg regnede med at de stolt ville hænge op, således deres kunder kunne se at selskabets gamle biler stadig kørte rundt på vejene 70 år efter de var blevet samlet.
Kørte lige forbi for at tjekke om plakaterne var hængt op – men nej – ingen plakater nogen steder.
Vi afviklede det store træf med de 100 flotte gamle biler, og vi havde en professionel fotograf til at tage billeder hele week-enden, og importfirmaet kunne ganske gratis have fået en sådan foto-dvd, som så måske kunne afspilles i deres lokaler, hvor kunderne venter medens bilen lige bliver ordnet. En fantastisk reklameværdi i stedet for deres dødsyge kaffe og de gamle ugeblade. Her kunne man i stedet stolt vise sine gamle produkter frem og sige: Se her kære kunder, vore biler kører også efter 70 års brug. Denne ene gang kunne de godt have brugt de gamle biler til lidt almindelig markedsføring og produktoplysning. Men nej – det er jo nok ikke strømlinet nok. Det er sikkert bedre med en fladskærm der reklamerer for GPS-systemer og andet. Debet og kredit skal jo plejes.
Nu er det jo ikke sådan , at jeg mener, bilforretningerne skal leve i nostalgiens verden hver eneste dag – naturligvis ikke.
Det ville dog klæde dem, hvis de blot vidste en lille bitte smule om deres bilers fortid, og samtidig udvise interesse for biler i almindelighed.
Mange af dem kunne lige så godt sælge kartofler og mel i det lokale supermarked.
Vi er i Danmark omkring 50.000 mennesker der værner om de gamle biler fra år 1900 og frem til 1985, og importørerne burde være mere end lykkelige for at vi hele tiden kører til træf, viser bilerne frem og som jeg skriver begejstret om dem, rapporterer om dem og finder gamle fotos og andet frem.
En enkelt dag om året kunne de vise lidt interesse – men det gør de færreste. Jeg har bemærket at nogle firmaer slet ikke skriver noget om at de nu runder de 100 år. Nej – debet og kredit skal plejes, og så må vi 50.000 mennesker i klubberne sørge for det historiske, gemme bilerne for eftertiden o.s.v.
Dagens automobilforhandlere er jo i øvrigt også fuldstændig umyndiggjort – de bestemmer vel ingenting mere. Det store importfirma fortæller dem, hvordan udstillingen skal se ud, hvilken farve den skal have, hvor skiltene skal placeres, og hvorledes kundetoiletterne skal indrettes. Hørte om et firma der havde en fin gammel 1959 bil stående i en krog af udstillingen. Han fik besked på at fjerne den – der måtte kun stå nye biler.
Jamen – det ville da også være skrækkeligt hvis folk kunne se mærkets gamle kvalitetsbiler i udstillingen. Og sådan en fin gammel bil i den ene krog giver jo ingen afkast – så væk med skidtet. Debet og kredit skal plejes.
Engang prøvede jeg at køre i min gamle (meget gamle) bil ud til en forhandler – parkerede udenfor og gik lidt rundt og kiggede. Der var jo et par sælgere, og de havde ikke travlt – slet ikke – men ingen kiggede på den gamle bil, ingen spurgte til noget – ja, de reagerede slet ikke, skønt min gamle bil var af samme mærke som de nye de solgte.
Fint lille forsøg fra min side – men jeg kunne ikke vække deres interesse overhovedet. De har nok blot gået og tænkt: Hvornår er det fyraften, og hvad skal vi have at spise i aften. Interesse for biler? Nej.
Jeg er bange for de kun har den viden, de har på deres fladskærme. Det samme med ejendomsmæglere. Jeg tror også de lever foran deres fladskærme med alle deres huse. Alt kan de svare på – blot de kan tjekke det på fladskærmen.
Her har de jo alt, finansiering, indretning o.s.v. men stiller man spørgsmål der ligger udenfor dette, så er de lidt på den.
Jeg har da selv oplevet ejendomsmæglere der heller ikke brændte for sagen. Skal man sælge et hus må man være top motiveret og være en ildsjæl på dette område, og sådan burde det også være med folk i bilbranchen.
Hørte også en historie om en mand der kom ind på en såkaldt servicestation og spurgte efter tændrør. Den unge pige vidste overhovedet ikke hvad tændrør var.
Men han kunne købe en rød pølse med sennep og rå løg.

Fremtiden ser her i begyndelsen af 2010 særdeles sort ud for hele bilindustrien. De tre store bilfabrikker i USA - Ford, Chrysler og General Motors - risikerer at løbe ind i store afsætningsproblemer, og mange af de europæiske fabrikker er i særdeles store vanskeligheder.

Men jeg vil tillade mig at sige, at de fleste nok selv har været ude om det, de mangler rigtige ildsjæle med interesse for biler, bilproduktion o.s.v. Jeg er overbevist om, at der er alt for mange ”bogholdere” ansat til at styre det hele, hvilket er en stor fejl. Bogholdere skal pleje debet og kredit, produktion og markedsføring skal klares af interesserede ildsjæle med store visioner – hver eneste dag! Og ikke blot engang imellem.

Vores hobby med gamle køretøjer er desuden truet af politikere, der mener, vore køretøjer hører til på et museum eller lignende. Jeg håber nogle i vores ”veteranverden” sørger for at dette ikke sker. Hvad er status lige nu? Hvem gør noget – hvem har gjort noget?