Ring Djursland bliver rammen om stort internationalt opgør med klassiske racermotorcykler, der tidsmæssigt spænder fra trediverne og halvtreds år frem.
Masser af motorcykelløb i international klasse og rigtig festival
De klassiske motorcykler har førsteretten, når International Classic TT køres i weekenden den 18. og 19. september på Ring Djursland. Der bliver nok at se og høre på, for i løbet af de to dage skal der afvikles ikke mindre end fem danske og internationale mesterskabsfinaler. Her vil både den danske elite og et stort antal skrappe udenlandske kørere dyste om at komme først over målstregen. Allerede nu er der tilmeldt over 75 kørere. Hvor mange der endeligt stiller op til start, er det endnu for tidligt at give et nøjagtigt bud på, da tilmeldingsfristen endnu ikke er overskredet, men tallet ender formentlig på den anden side af 100. Ikke nok med at det er gamle motorcykler, det foregår også som i gamle dage, for til et klassisk race som dette er fri adgang til ryttergården, hvor man kan se på de gamle motorcykler helt tæt på og få sig en hyggelig snak med kørerne.
Umiddelbart skulle man tro, at når det gælder race med gamle motorcykler, bliver der passet godt på dem. Men intet kan være mere forkert, for når der køres, gælder det de vigtige placeringer. Deltagerne kommer fra hele Skandinavien foruden England, Tyskland og Holland, og fælles for dem alle er, at de dyrker klassisk Road Racing på højeste plan. Selvom Danmark ikke er det land, som gør mest væsen ud af sig i moderne Road Race, ser der derimod ganske anderledes ud når det gælder klassisk Road Race. Rent faktisk har vi flere kørere i topklassen.







